Mange spørger os ofte om hvordan det er at bo i Italien med den store immigration og det kolossale pres sydfra der er i landet i disse år. Problemstillingerne og udfordringerne er mange og her på bloggen vil vi berøre emnet indimellem.
Men en kort lille historie kan illustrere sagens natur nærmere:

Skal man flyve fra Bologna til København, så skal man tidligt op og rejse gennem natten hvis man vælger toget som transportløsning. Nattoget fra Ancona kl 02.31 til Bologna, er den eneste togløsning hvis man skal nå flyveren kl. 07.00. Denne togforbindelse har jeg som regelmæssig pendler imellem Danmark og Italien, ofte benyttet siden 2014. Toget kommer fra Lecce i Syditalien og har Milano i Norditalien som endedestination.

I årene 2014 og 2015, blev jeg chokeret over at træde ind i toget. Det var overfyldt, man kunne ikke bevæge sig frem og tilbage for folks baggage som var tårnet op som højhuse i midtergangene. Folk rejste ganske enkelt med hus og hjem som deres ejendele. På vej imod ukendte destinationer nordpå. Der var en eksotisk duft af krydderier, fremmede spisekamre og en angstens sved i de fyldte togvogne. I disse år var jeg som regel en af de få, udover andre italienske pendlere, der havde indløst billet til toget. Og det, selvom togbilleten var billig, som de jo er i Italien, ca. 15 euro. Dette betød konstante diskussioner imellem den frustrerede og magtesløse konduktør og den armada af mennesker som ikke talte hverken italiensk eller engelsk men blot lod som ingenting eller slog ud med armene. Toget stoppede de mærkeligste steder, fordi lokomotivføreren følte at han skulle hjælpe konduktøren ved at standse toget og flere gange ankom vi så sent til Bologna, at flyveturen var i fare for at kunne glippe.

I 2016 steg billetten så pludseligt og dramatisk til 33 euro. Det ændrede nu ikke ved at togene var propfyldte og forsvindende få havde billetter. Der var nu til gengæld flere konduktører på arbejde samtidigt, det vil sige: de arbejdede i grupper. Dels for at støtte hinanden i at udføre deres arbejde, dels for at statuere en orden og disciplin. Og så kunne man hjælpe hinanden ved at ringe til det lokale politi på de nærmeste stationer, hvis folk ikke havde billetter på sig. Dette betød igen masser af stop på linjen og igen en flyrejse hvor man nogle gange slog sig korsets tegn når man nåede frem. For politiet steg ombord på stationerne og hentede folk som ikke havde billetter på sig ud af vognene med fysisk magt og voldsomme diskussioner. Andre blev også hældt af på grund af problemer med deres (manglende) opholdstilladelser.
Mange hjerteskærende øjeblikke har jeg set hvor folk blev smidt ud men uden deres baggage eller hvor grupper af mennesker blev separeret. Og mange frustrerede og bange ansigtsudtryk har sat sig på nethinden: af konduktører, af betjente og af rejsende; Nogle udførende deres arbejde, andre på flugt, og en masse på jagt efter at realisere deres drømme.

I 2017 ændrede scenen sig endnu engang dramatisk. Uden varsel, kostede togbilletten fra den ene dag til den anden nu 55 euro! Når toget nu ankommer til perronen i Ancona, stiger der to konduktører ud af hver vogn og flankeret af to betjente/immigrationsbetjente for hver vogn. Der er noget af et skue at se så mange konduktører og betjente træde ud af toget før man går ind i toget. Måske på grund af erfaringerne gennem årene gyser et sådant skue mere i mig end det får mig til at føle sikker. Det næste der slår en er, at man er så at sige er alene i det lange tog. Der er ingen mennesker med! Der er ingen fremmede sprog, dufte eller supersize trolleyer tilbage i toget. Støvsuget for rejsende men fyldt med konduktører, betjente og militær. Repræsentanter for staten. Udsendte og udsatte repræsentanter der eksekverer denne løsning af et kæmpe italiensk men så sandelig også europæisk problem.

Fra at have været et fyldt illegalt nattog, kører der nu et tomt legalt nattog op igennem Italien på vej imod Europa.